Hvis man er mig, er det både det bedste og det værste, man kan gøre, hvis man siger til mig, når det kommer til madplanlægning, “bare overrask mig”. Min præstationsangst ift. mad, som jeg vist har nævnt flere gange, er virkeligt ikke glad for den situation. Men det er omvendt ret befordrende for min lyst til at prøve nye ting og at udfordre mig selv. Sådan opstår der i hvert fald indimellem ret så gode retter – såsom denne, jeg gerne vil dele med jer i dag
Min veninde, som er en selverkendt kræsenpind, plejer blot at vælge en ret her fra bloggen til vores dinnerdates. På den måde er det ret smart med en madblog – så kommer man ligesom indbygget med sit eget menukort, hvilket er temmeligt snedigt Men i går var hendes ene kriterier, at det gerne måtte være noget med kylling, men uden alt for meget broccoli og blomkål (det har jeg åbenbart tendens til at overbruge) – og især ikke hvidløg. Og så måtte jeg ellers improvisere ud fra det. Hvilket normalt er fint, men i forgårs var jeg alligevel allerede på ved ud for at handle, da hun skrev, så jeg arbejdede pludseligt under tidspres, og ja, hvorom alting er, endte menuen på det her, som jeg faktisk var ganske tilfreds med.
Kyllingen blev helt fantastisk mør, og grøntsagerne, som jeg egentligt var ret usikre på, da jeg stod og wokkede dem, blev også fabelagtige. Og selv min veninde, som faktisk normalt ikke kan lide peberfrugt (det vidste jeg så ikke), så det, smagte det, og indrømmede at det var godt
Alt i alt, stor succes. Og et måltid jeg virkeligt kan anbefale! Hvis man gerne vil have det mere low-carb, kan man udelade ananas, og for mere fedt, kan man måske lave en dip til af en art. Jeg stegte bare grøntsagerne i rigeligt kokosolie og så spiste vi i øvrigt også dessert, som jeg måske fortæller mere om på et andet tidspunkt.
Jerk kylling er en jamaicansk ret, som er fyldt med lækre varme smage, der passer perfekt til trist efterårsvejr. Og en af de få marinader, jeg kender, uden hvidløg!


- * 2 kyllingebryster (ca. 300 g)
- * smør til stegning
- * 1 tsk allehånde
- * 1 spsk yaconsirup eller sukrin gold
- * 1/2 tsk spidskommen
- * 1 nip nellike
- * 1 nip kanel
- * 1/2 tsk timian
- * 1/2 tsk salt
- * friskkværnet sort peber
- * 1 nip cayennepeber
- * 1 spsk “soja” (fx denne eller tamari)
- * 1 spsk smagsneutral olie
- * 1/2 pose friske grønne bønner
- * 1 rød peber
- * 1/4 frisk ananas
- * 2 spsk kokosolie uden smag (eller andet fedtstof)
- * salt
- Hvis kyllingen skal serveres om aftenen, kan den marineres fra aftenen eller morgenen før. Bland alle ingredienser til marinaden og bland det med kylling i en plastikpose eller skål. Sæt i køleskabet og lad marinere i så mange timer, som du har tid til - gerne 6-12.
- Smelt smør på en varm pande og steg kyllingen herpå. Du kan også starte med svitse kødet og derefter stege det færdigt i ovnen. Kyllingen kommer nemt til at se sort ud pga. marinaden, men det er meningen og det smager ikke brændt (med mindre du reelt brænder det på, forstås).
- Fjern de grimme ender fra bønnerne og skær dem i små stykker. Fjern kernehus fra peberfrugt og skær i tern. Skær ligeledes ananas i tilsvarende størrelse tern.
- Smelt kokosolie i en varm wok eller stor pande/gryde og svits først bønnerne heri. Efter et par minutter tilsættes resten, og det svitser, indtil det er tilpas mørt, men stadig har godt med bid. Smag til med salt.
- Grøntsagerne smager bedst, synes jeg, hvis de ikke serveres rygende varme, så lad dem evt. stå i wokken på koldt blus i en 5-10 minutter inden servering.
- Ret inspireret af Health-Bent.
- Krydderiblanding fra Pinch of Yum.

Indlægget kan indeholde affiliatelinks.